Feed

Velkommen

Velkommen til EGIF Tennis – sæsonen 2018

 

EGIF Tennis er tennisklubben for alle – uanset alder og spilniveau.

Vi råder over 4 super vedligeholdte grusbaner – centralt beliggende ved Erritsø Idrætscenter. Vi har ca. 210 medlemmer - og der er plads til endnu flere i vores klub!

Udendørssæsonen strækker sig fra ultimo i april til hen i november – alt afhængigt af vejret.

Booking af baner foregår online via hjemmesiden.

EGIF Tennis lægger vægt på at tilbyde sine medlemmer en bred vifte af muligheder for træning, turneringer, motionsspil og ikke mindst aktiviteter og socialt samvær omkring tennisspillet. Tennis for sjov og for alvor. Tennis for alle.

Hver mandag i hele udendørssæsonen, også i sommerferien, arrangeres det såkaldte mandagstennis, hvor alle 4 baner hele aftenen er i gang med 1½ times doublekampe, hvor parrene og modstanderne hver uge matches så nogenlunde efter styrkeforhold. Alle kan være med her. Der kæmpes og der hygges bravt. En glimrende træning i praktisk doublespil. Der er op mod 45 medlemmer i sving sådan en mandag aften. Tilmelding en måned ad gangen. For nye medlemmer er det en glimrende og hurtig måde at lære nogen at kende og få flere at spille med. Aktuelle spilleplaner for mandagstennis findes her på hjemmesiden og i klubhuset

Tirsdag, onsdag og torsdag aften i udendørssæsonen (bortset fra sommerferien) står klubbens frivillige trænere for træning af juniorer, seniorer og veteraner. Der er træningshold for begyndere, øvede og for turneringsspillere. Her på hjemmesiden findes en opdateret oversigt over klubbens ugentlige træningsaktiviteter. Deltagelse i træningerne er gratis for medlemmer.

EGIF Tennis deltager med flere hold i turneringer i både JTU og DGI regi. En holdoversigt findes her på hjemmesiden, hvor du kan se hvem der er holdleder for de enkelte hold. Alle der har lyst til at spille turneringskampe mod andre klubber har muligheder for at finde et hold der passer i spilniveau. Tøv ikke med at kontakte holdlederne – vi vil meget gerne have så mange som muligt med i disse holdturneringer.

I samarbejde med DGI og de lokale skoler arrangerer vi hvert år et antal tennis-introduktioner for skoleelver og deres idrætslærere i skolernes idrætstimer. Eleverne får efterfølgende alle tilbudt 2 timers gratis træning på vores juniortræning om tirsdagen.

Hvert år i august-september måned afholder vi klubmesterskaber for både juniorer og seniorer.

Klubben afholder i sæsonen også sociale arrangementer -  såsom grillaftener og aftener med demonstration og salg af tennisudstyr og tennistøj.

Vi har vores egen kollektion af klubtøj – som kan ses og købes også her via hjemmesiden.

Selvom vi i EGIF Tennis ikke råder over eget indendørs tennisanlæg – står klublivet ikke stille om vinteren. Vi er mange, der spiller indendørs tennis i Bakkehallen i Erritsø, i Fredericia Idrætscenter, i Kolding Ketchercenter, i Vejle og i Strib.

En gang i løbet af vinteren arrangerer vi en indendørs doubleturnering en lørdag eller søndag.

Vi deltager også med hold i den årlige indendørs DTF Cup i marts måned.

Der er juniortræning en gang om ugen i Bakkehallen gennem hele vintersæsonen.

Har du lyst til også at spille indendørs tennis må du meget gerne kontakte formanden eller næstformanden for at høre om de mange muligheder også for dette.

Hjemmesiden her indeholder alle nødvendige praktiske oplysninger om kontingenter, træningstider, turneringshold, aktiviteter, banebooking, gæstespil, regler mv. samt nyheder om og for klubben

Er du ny i klubben og mangler nogen at spille med, er du altid velkommen til at kontakte formanden eller en anden fra bestyrelsen. Vi vil hurtigt få dig guidet ind i vores netværk.

Rigtig god spillelyst i sæson 2018.

 

Bestyrelsen