Feed

Klubmestre 2020

EGIF Tennis klubmesterskab 2020.

Finalekampene - 17 i alt - var programsat til afvikling lørdag den 5. september 2020 med start kl. 09.00.

Som altid er der lidt nerver på i ugen op til, da vi selvsagt er meget afhængig af vejret, og diverse apps blev konsulteret.
Der blev spået bygevejr med en frisk vind fra vest, men starten var meget lovende, og det var først et stykke inde i afviklingen, der kom en byge, hvor det var nødvendigt at standse spillet og gå i læ.

Stig var hurtig til at udbedre de mindre ”pytter” med lidt grus, så banerne igen tog sig ud fra sin bedste side.

Anita og Søren havde ”strikket” et fantastisk finalestævne sammen, hvor den ene interessante kamp blev afløst af den næste.
Gennem hele dagen var der et stort fremmøde af tilskuere, der hyggede sig med grillpølser og div. tilbehør.
Tilskuerne leverede en super god stemning til de spændende kampe, hvor sidste kamp blev færdigspillet ved 17-tiden.

Herunder præsenteres vindere og finalister:

     

Junior finalen stod mellem vore 2 Emil´er hhv. Skarnvad (til venstre) og Steensbjerre, der i en rigtig "herrematch" endte med en sejr på 3-6/ 3-6 til Emil (til højre). Godt gået gutter.

 

I herredoublen kat. 3 mellem Krogh-brødrene - Kasper og Jacob (til venstre) - og Lukas og Lasse udspillede der sig noget af et drama, som måtte ud i match tiebreak, hvor Kasper og Jacob trak det længste strå med 10-6. Det kunne tænkes at taberne udfordrer vinderne i en revanche i padel-tennis?

 
I HD kat. 5 mødtes Jacob/Jesper og Massimo/Mads, og det gik ikke stille af sig. Den ved nettet meget bevægelig Jesper´s arme gik som vinger fra Vestas, som måske afgjorde kampen med 6-1/ 7-5, men der skulle ikke meget til før en match tiebreak kunne være blevet afgørelsen   I DD kat. 7 mellem Karin/Annette og Hanne/Gitte blev der "gået til vaflerne". Cifrene taler ikke det tydelig sprog - 6-4/6-0 til damerne til venstre, idet mange partier stor og vippede med fordele til begge sider.
 
I MD kat. 6 mødtes Thomas/Jane og Sten/(Lise)Lotte - sidstnævnte med ny KM-makker - i en meget spændende kamp, der bølgede frem og tilbage og endte med cifrene 4-6/6-4 og afgørelsen med 10-5 i match-tiebreak til Thomas og Jane. Puh-ha - det nervepirrende opgør.   DD i kat. 3 mellem Anita/Susanne og Hanne/Lisbeth blev også et meget spændende opgør, hvor de hver især tog hvert et sæt med cifrene 6-1/3-6, og hvor igen en match tiebreak igen skulle afgøre kampen. Cifrene blev 10-7 til Anita og Susanne.
 
Så kom formanden på banen mod Jens i HS. Det sikre grundspil, som Hans Martin er garant for, kunne den hurtige, bevægelige og også velspillende Jens matche i en velspillet kamp, som endte med cifrene 6-3/6-3 i Hans Martin´s favør.   2 af klubbens mange nytilkomne medlemmer - Morten og Claus - mødtes i HS kat 5. Der var med spænding set frem til matchen, da begge næsten "er født med en ketcher i hånden". Efter hver havde taget et sæt med hhv. 6-2/0-6 blev match tiebreak´en vundet af Morten med 10-5. Super kamp.
 
Under afviklingen af de indledende kampe lå det ligesom "i kortene", at HS finalen i kat. 6 ville komme til at stå mellem Kenni og Hans Christian. En dyst, der udviklede sig som forventelig, med super godt spil fra begge til stor fornøjelse for de mange tilskuere. Efter hver havde taget et sæt - 7-6/5-7 - blev match tiebreak´en vundet af HC med 10-4.   Igen en meget tæt og velspillet kamp i DS mellem Ketlina og Jane. De 2 spillere kender hinanden godt fra det næsten daglige spil på banerne. Derfor måtte finalisterne da også ud i en afgørende match tiebreak. Cifrene i blev 5-7/6-2 og 7-10 før Jane nok engang kunne gøre sit vanlige indhug i "præmieregnen" og mesterskabstitlerne.
 
I DS kat. 7 mødtes Karin (Sus) og Gitte i et opgør, der strakte sig over halvanden time, Der var mange lige partier, der kunne have ændret kampens endelige udfald, men det endte med, at Karin tog mesterskabet med cifrene 6-4/6-1.   4 velspillende herrer mødtes i HD kat. 7. Preben/Kim og Christian/Jesper spillede en meget seværdig kamp med finurlige bolde og til tider sikkert spil. En super god match, som endte med cifrene 2-6/4-6 i Christian og Jesper´s favør.
 
Igen blev tilskuerne forkælet af en meget spændende og velspillet HD-kamp mellem Sten/Morten og Kenni/Simon. 4 hårdtslående herrer, der gav hinanden en tæt "kamp til stregen" med de endelige cifre i 2 sæt - nemlig 7-5/ 6-4 - i Sen og Marten´s favør. Vi ser frem til revanchen.
  I HD kat. 8 mødte Anders/Per og Thomas/Stig hinanden. Indbyrdes kender de hinandens spil med skruende, finurlige bolde, et godt blik for spillet og med en lettere skadet Stig kunne Anders og Per hjemtage titlen med cifrene 6-1/6-3.
 
DS-kampen kat. 5 var tæt på at blive aflyst grundet en skadet finalist. Turneringsledelsen vurderede, at Stine kunne stille op i finalekampen mod Christina, hvilket Stine "var frisk på", og det blev da også en seværdig kamp, hvor Christina vandt med 7-6/0. Tak til Stine.
  Tilskuerne til kampen i DD mellem Hanne/Jane og Ketlina/Liselotte havde vi med spænding set frem til. Der var "lagt i kakkelovnen" til de sejrsvante Hanne og Jane. Selv om de endelige cifre "lyver lidt" var der ikke tale om en "walk over" for Ketlina og Liselotte, der vandt kampen med 6-3/6-1.
   
Dagens sidste kamp stod i MD mellem 4 trætte spillere, der havde "været på" det meste af dagen - Jesper/Gitte og Karin/Per - bød på en spændende kamp, hvor sidstnævnte førte 1. sæt med 1-5, men blev alligevel hentet. Det endelige resultat blev 7-6/6-1 i Jesper og Gitte´s favør.
  Traditionen tro var der om aftenen på selve finaledagen fællesspisning. Over 20 medlemmer var mødt frem til en opstartet grill, hyggeligt og socialt samvær, hvor også den venskabelige "håneret" blev luftet. Alle var enige om, at det havde været et godt klubmesterskab 2020.